tirsdag den 3. december 2013

Dagens genbrugsguld



Måtte her til morgen erkende at min elskede gamle uldjakke nu må opgives! Det er 10 år siden jeg fandt den i en genbrugsforretning til den nette sum af 40 kr, og den har fulgt mig gennem tykt og tyndt lige siden. Men nu kan den bare ikke mere!
Da jeg havde et par timer at slå ihjel mellem 2 aftaler nede i byen besluttede jeg mig for at i dag skal det være; I dag skal være dagen hvor jeg ikke måtte komme hjem uden ny jakke.

Nu er jeg godt nok nordjyde, men jeg tillader mig stadig at mene at det på ingen måde kan passe, at jeg skal give op mod 800 kr for en jakke af tvivlsom kvalitet, og at jeg skal over 2000 kr for at finde en uldjakke af samme kvalitet som den nu hedengangne.

Derfor blev det til et genbrugsraid i stedet.
Stoppede 200 kr i pungen, og lod mig flyde med strømmen gennem diverse genbrugsforretninger.
2 timer og 175kr senere står jeg nu her og pakker ud, og føler i den grad jeg har gjort et kup.

Det blev til:
Uldjakke med hætte - skal lige omsyes lidt forneden, da den er alt for lang til mig, så det skal min eftermiddag nu gå med.
Retro-dyne i de lækreste farver (overvejer at lege med den og sy den om til en overgangsjakke)
Taske - plettet og trist i standen, men jeg skal bruge låse og hægter til en anden taske jeg har i tankerne.
2 korsstingsbroderier der skal forvandles til luffer
Skønt grønt forklæde med retromotiv
2 hessianløbere også i retrostil, som jeg er sikker på der gemmer sig en lille kreativ udfordring i.
Et dynebetræk i sjovt mønstret stof og en lille ubehjælpsom lysedug i de skønneste retrofarver.

Ih, hvor jeg føler mig heldig og helt fyldt med energi, nu skal det bare omsættes gennem symaskinen :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar