søndag den 13. april 2014

Fra skjorte til sommerkjole

 Jeg har opdaget Pinterest. Sikke dog et univers af små fikse ideer! En af de første jeg faldt over - var et fint lille billede af en herreskjorte omdannet til en skøn lille sommerkjole. Det måtte jeg da også prøve.

I sækken med aflagt og kasseret tøj lå der sørme en kedelig skjorte fra min mand. Skjorten er meget simpel, billigt tyndt bomuldsmateriale, og farven er vel hvad min mor ville kalde "rå-hvid".. Ingen lommer, ingen detaljer, og jeg forstår til fulde hvorfor den er kasseret, for den passer ingenlunde til min sprudlende mand.

her findes billedet på pinterest som var min inspiration til kjolen.

Jeg har ikke lige et barn i den alder, som har en kjole jeg kan tegne af efter, og gik derfor i mønster-kassen. Her fandt jeg et mønster på en raglan T-shirt, som jeg med fordel mente at kunne forlænge til en sød kjole i A-facon.
 Ærmerne er påsat elastikblonde i kanterne, så de har puf-effekt, der er påsyet en fin gammel blonde i halskanten.

Jeg har bevaret knapperne i skjorten som effekt hele vejen ned.


Som pynt er påsat en stor lyserød flakon, indenunder er påsyet grønne "blomsterblade", og små mini flakoner er påsyet forstykket for at bryde det lyserøde. Alt i alt er jeg MEGET tilfreds med kjolen, der bestemt har langt mere eksistensberettigelse nu end før, og jeg håber den kommer til at glæde en lille pige hen over sommeren :)

En lille gave :)

 Min søde veninde, der også er bidt af en gal symaskine, har længe leget med redesign i lidt større stil end jeg.

Hun har et hav af gode ideer, og det er meget svært ikke at blive smittet;
Der er noget magisk over at genbruge et stykke tøj, at analysere sig frem til hvorfor tøjet ikke fungerer i nuværende form, at tage stilling til hvordan det skal ændres, at pynte det så det bliver absolut helt unikt og passer ind i egen gardarobe.

Jeg overgav mig - og kom også i gang med at lege med allerede syet tøj, og selvom det på en eller anden måde minder mig om at forsøge at ælte dejen efter brødet allerede er bagt - så må jeg erkende at processen er skøn, at det er godt for "tænkeren" at forsøge at løse problematikkerne på et stykke allerede syet tøj, og det er uden tvivl svært tilfredsstillende at kigge på et stykke redesignet tøj - og være glad for det. Det er skønt ikke at kassere!



Jeg har en stor sæk med aflagt tøj stående, og et dyk i den afslørede en støvet grøn kjole, lidt sporty i stilen.
Den virkede en anelse kedelig, men snittet var udmærket. Så den trængte til pynt.

Det blev første større projekt jeg kastede mig ud i, kjolen skulle være en gave til min veninde, og inspirationen var de orange farver, som hun elsker, og som spiller så godt til den støvede armygrønne farve.

Jeg påsatte en masse "flammer" - inspirationen var en vulkan med spyende lava, centret under venstre arm. "lavaen" sprutter ud over hele venstre side af kjolen, både foran og bagpå. Højre side holdt fri, fordi min veninde er meget glad for det asymetriske look.


Den faldt heldigvis i rigtig god jord, og jeg er meget tilfreds med resultatet :)

søndag den 30. marts 2014

Den kedelige denim jakke...


Elsker jo denim, og når nu foråret titter frem er jeg da også nødt til at finde denim jakken frem fra gemmerne.

Men noget er sket med den over vinteren.. Den er blevet kedelig!

Måske effekten af at have opfrisket min "nye-gamle" uldjakke i december, i hvert fald kunne jeg slet ikke forene mig med denimjakkens alt for neutrale udtryk.

Så den fik lige en tur gennem maskinen med nogle farverige flakoner, frihåndsbroderi på maskinen og til sidst lidt perler.

Ambitionen er at påsy flere perler, men for nu - er jeg godt tilfreds :)

Nå ja.. glemmer jo bloggen!

Intet er sket her i næsten 2 mdr må jeg med flov smag i munden konstatere.
Det er naturligvis ikke ensbetydende med at jeg ikke har produceret noget i 2 mdr, tværtimod, blot et udtryk for at jeg ikke har følt mig særligt inspireret og ikke har begivet mig ud i noget nyt. Et hav af tasker, opbevaringsposer, punge osv har set dagens lys, men intet spændende nok til at berige bloggen med et indlæg.

Det må der nu rådes bod på; Solen skinner og kreativiteten blomstrer endelig igen :)

Weekenden er brugt på at forsøge at tilpasse mønster på hættetrøje til min søde venindes skønne tvillinge-drenge.
Jeg er ikke specielt god til at følge et mønster. Jeg synes aldrig rigtigt at ideen virker i min egen form for logik, så at kaste sig ud i et mønster med mange dele er ALTID meget spændende. Lidt ligesom at samle et møbel fra Ikea: Gad vide hvor mange dele jeg har i overskud bagefter?
Jeg valgte at tage udgangspunkt i et mønster fra et blad jeg fik foræret af min mor. Mønstret virkede som ofte før - temmeligt ulogisk, og af en eller anden grund føles det ikke som om syvejledningen er skrevet på dansk; Jeg kan isoleret set godt se at alle ord er skrevet på mit modersmål, men sammenlagt er det som om der står en masse mellem linierne som jeg ikke kan læse.

Men efter flere opsprætninger og en del kreative ordsammensætninger fra min side - lykkes det alligevel at få et helt hæderligt forsøg på en hættetrøje sat sammen. Testmodellen blev til pige, idet jeg sjovt nok har mest "pige-stof" til at ligge på hylderne.



Da denne var lykkes - satte jeg mig for at forsøge med at omdanne mønstret til den ønskede model til venindens skønne unger, her var ønsket ikke med hætte, men med stor krave, idet hætte er noget besværligt at operere med når overtøjet skal på.

Omend der endnu er plads til et par justeringer er resultatet dog ikke helt tosset - hvis jeg nu selv skal sige det :)

 




mandag den 17. februar 2014

Genbrug af organza tørklæde


Fandt et organza tørklæde i min pose med kasseret tøj.

Organza bringer altid den lille pige frem i mig - jeg bliver så glad når lyset reflekterer i dette næsten gennemsigtige materiale, og det leder tankerne hen på prinsesser og diademer.
Det har været oppe af posen flere gange uden at den rette ide slog ned, men i dag var så dagen, hvor det kom i symaskinen.
Jeg startede med at finde et stykke satinstof (som underlag)

Herpå lagde jeg - i meget tilfældigt mønster - en rest "pelsagtigt" garn. Ovenpå Organzaen, og herefter en tur igennem maskinen med en bølget quiltesting.
Det kom der så dette stykke "stof" ud af . Jeg valgte at sy en lille håndtaske - og pyntede med lidt perler.

Forsiden - den fremstår ikke nær så pink, men blitzen "ser igennem" organza. Den har farve som billedet ovenover.
Basiden :)

fredag den 7. februar 2014

DIY - sådan syr du en trekantet pung.

Du skal bruge:

2 stykker stof (projektet er meget velegnet til rester)
1 lynlås
sytråd
evt en stump bånd/bændel

Sådan gør du:

1 - forberedelse:
Klip kvadrat af stof du vil bruge til yderstof. Jeg valgte at bruge en lynlås på 17 cm, derfor er mit kvadrat 17 cm langt/bredt.
Klip tilsvarende kvadrat af det stof du vil bruge til for.
(Note: Hvis du ønsker at pynte/applikere på pungens yderside - er det nu det skal gøres)



 2 - lynlås sættes i:
Læg lynlåsens retside mod retsiden på det ene forstykke. Lyn lynlåsen op, og skub den del du ikke skal sy på nu væk, så den ikke kommer i vejen. Sæt nåle i fra den åbne side ned mod skubberen.
 Sæt sidste nål i lige over det sted hvor skubberen sidder.
 Læg nu det ene stykke for ovenpå lynlåsen, igen skal retsiden på foret ligge mod retsiden på forstykket.

Tag nålene ud en for en og sæt dem i igen, nu også gennem forstykket.
 Nu skal lynlåsen sys på. Du kan vælge at sætte en lynlåsfod på din maskine, eller du kan vælge som jeg har gjort her - indstille maskinen til at sy helt ude i højre side, så kan den sys med standardfoden.
 Når du kommer til den nål du satte ved skubberen støder du i det problem at maskinen ikke kan komme udenom.
Hæft stingen, og tag pungen ud af maskinen. Pil alle nåle ud.
 Vend pungen med retsiden op og luk lynlåsen.
 Vend igen om på vrangsiden, du kan nu sy det sidste stykke uden forhindringer.
 Åbn retsiden op. Læg syningen på bagsiden om mod forstykket (her kan evt lige presses med strygejern, hvis du gerne vil have helt styr på stoffet) Sy en kantsting hele vejen ned, der holder syningen på bagstykket sammen med foret.
 Nu er den ene side af lynlåsen syet fast. Gentag processen på den anden side af lynlåsen.
 Åbn lynlåsen.
Læg nu pungen så de 2 forstykker ligger ret mod ret, og de 2 stykker for ligger ret mod ret.
 vær HELT sikker på du har åbnet lynlåsen ;) Ellers bliver det umuligt at vende pungen, og du skal sprætte op :)
(Kan ikke afvise at have en vis erfaring med at sprætte op grundet netop lukket lynlås)
Sæt nåle i den kant af forstykket som ligger parallelt med lynlåsen. (se billede)
 Sy den kant sammen.

Sæt nåle i den næste kant - den som sidder i samme side som skubberen på lynlåsen - se billede.
Sy kanten ned til lynlåsen.
 Hvis du vil have en stump bånd/bændel ind til at holde ved i når pungen åbnes/lukkes, skal det ind nu. klip en stump bånd i ønsket længde (her 8 cm) af, fold den til en løkke, og læg den ind mod lynlåsen så der stikker ca 1 cm ud
 Her kan du se hvor meget af båndet der skal stikke ud.

Sæt nåle i forstykket og sy til enden.
 Sæt nåle i den 3. kant af pungen - denne gang retstykket, og sy det til enden.
 Nu kommer så tricket med at forme trekanten.
 Saml lynlåsen med en nål som på billedet.
 Sæt den nål sammen med midterstykket på forstykkerne - det er meget svært for mig at finde rette ord, håber du kan se det på billedet.
 Hvis du vil have en bændel i den anden ende også - skal den sættes ind nu, jeg sætter den mellem lynlåsen og sammensyningen fra forstykkerne og sætter en nål igennem alle 3 dele.

 Du har nu 2 "flapper" (åbninger) på hver side af lynlåsen. Stræk dem ud og sæt nåle i.
 på samme måde skal foret foldes.
 Den ene "flap"(åbning) lægges oveni forstykkets "flap" (åbning) og nåles fast.
 Den anden "flap" af foret skal ikke syes, herigennem skal pungen vendes. Jeg sætter den lige lidt væk og fæstner med en nål mens jeg syr, så jeg ikke kommer til at sy ind i den løse åbning.

Sy hele siden (den ene del med både for og front, den anden kun front. Du kan roligt sy hen over lynlåsen)

 Så ser den sådan her ud - og du vender nu pungen ud gennem det lille hul i foret som ikke blev syet sammen.
 Pungen er nu næsten færdig - hullet i foret lukkes med en håndsyning.






Og her er så det færdige resultat.













Dette er mit første forsøg på at lave en DIY.
Da jeg på ingen måder har erfaringen og ikke er faglært syerske er der meget stor risiko for at det giver mere mening i mit hoved end i virkeligheden, hvis du ikke synes jeg forklarer mig ordentligt er du MERE end velkommen til at smide mig en kommentar, så jeg kan få rettet nedenstående ind til en brugbar vejledning der forhåbentlig kommer andre til glæde :)

tirsdag den 28. januar 2014

Ren barok!



Føler mig næsten hensat til en helt anden tid; med store, tunge mørke møbler, klunker ned fra de vinrøde velourgardiner, stormønstrede tapeter og adelsdamer i korsetter der sipper te og diskuterer ligegyldigheder mens tjenestefolk smyger sig langs væggene.

I dag er dagen hvor jeg har leget med tasker, mere specifikt tasker bygget op omkring gamle korsstingsbroderier.
Indtil videre er det blevet til 2 meget forskellige tasker:

Den første her er lavet i en rest kraftig grøn møbel velour. I den HELT rigtige grønne farve, den farve som møblerne havde hos mine oldeforældre i fordums tid. Stoffet er som tætklippet græs at røre ved, og det var en prøvelse for maskinen og min tålmodighed, men resultatet er heldigvis ganske tilfredsstillende.
Jeg klippede 2 firkanter, i den ene lavede jeg et cirkelrundt hul og syede broderiet fra en gammel pyntepude fast indenunder. Herefter satte jeg dem sammen med linning, satte hank på, forede dem og lavede dem firkantet i bunden. Meget meget simpelt og fint resultat :)

Forsøget gav absolut mod på noget mere, og selvom jeg godt kan mærke at det kræver lidt mod at klippe i de fine, fine korsstingsbroderier, jeg har været så heldig at finde i diverse genbrugsbutikker, så fik jeg alligevel taget mig sammen til at "ofre" et af de rigtig flotte på mit næste taske projekt:








Tasken her er syet i baner af stof, som er syet sammen og har fået pyntesting, små sting-broderier osv - alt sammen for at give et elegant udtryk. På forsiden er indsat et korsstingsbroderi med en rose, resten af tasken er lavet i møbelstoffer og en enkelt bane denim for ikke at det hele skulle gå i barok.
Hanken er sat på med gardinringe, og da tasken har størrelse af en rejsetaske er der lavet en lille skulder-beskyttelse påsat en gammel fin blonde. Tasken lynes i linningen.
Jeg er her super tilfreds med resultatet, virkelig en lækker taske med MANGE detaljer i et MEGET slidstærkt materiale :)

søndag den 26. januar 2014

Den lille sæl...

Oprydningen fortsætter!

I dag var dagen som jeg længe har gruet; dagen hvor jeg blev NØDT til at få orden på mine mønstre!
Jeg er og bliver et rodehoved, som i "kreativt = kaos" rodehoved.

Jeg tror det er noget med koncentration og hukommelse.. Altså... når jeg har en hukommelse som en middelstor guldfisk og koncentrationsevne i cirka samme boldgade, så er det med at holde FAST i det jeg er i gang med - for ikke at glemme. Stakken med ufærdige projekter vidner lidt om at det godt kunne være sådan det hænger sammen. Og nej! Det handler OVERHOVEDET ikke om at jeg er utålmodig og finder oprydning afsindigt kedeligt ;) Slet ikke! Det er det der med hukommelsen. ;)

2½ time tog det at sortere, lægge i plastlommer og få styr på mønstrene, og sikke en dejlig fornemmelse da det var overstået.
Helt nede i bunden af kassen med de løse mønstre fandt jeg noget som jeg helt havde glemt jeg havde liggende:
En lille gulnet plastlomme indeholdende et skrøbeligt, ikke særligt fint klippet mønster..  Blev helt blød om hjertet, og med forsigtighed pakkede jeg mønstret op. Med MEGET ubehjælpsom barnlig skrift er primitive anvisninger noteret på mønstret. Kun et enkelt sæt huller. Kun syet een gang.
Mønstret bringer de dejligste minder fra barndommen. Mønstret er på en lille fin sæl, et tøjdyr, som var det allerførste mønster-projekt jeg syede sammen med min mor som barn.
Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var da jeg begyndte at interessere mig for at sy sammen med min mor, men jeg ved jeg ikke var ret gammel da jeg fik foræret en "legetøjs-symaskine" i julegave, og kæmpestor var min skuffelse over at den ikke formåede at sy ting sammen (havde kun overtråd)
Ikke længe efter det - fik jeg lov under opsyn til at sy på min mors nye, dyre Pfaff-maskine, og jeg følte mig SÅ voksen, ansvarlig og dygtig når jeg fik lov at flikke mit primitive dukketøj sammen på hendes voksen-maskine.
Efter at have leget med dukketøj en tid mente mor det var på tide at jeg fandt et mønster og lærte at sy efter det. Og jeg faldt fuldstændigt for sælen, som blev syet op i noget gråt "teddybear" stof. Jeg kan huske det tog mig en hel weekend. Jeg kan huske at jeg var ved at give op mange gange, at det var enormt svært med alle de nåle, der skulle sættes i og pilles ud, og især halen voldte mig voldsomme problemer. Men færdig blev den - og jeg var pavestolt! Jeg havde sælen som "pynt" i min seng helt frem til jeg flyttede hjemmefra. Derefter er den gået lidt i glemmebogen.
Det er nu en 28-30 år siden jeg syede min første sæl, og gensynet gav mig sådan en lyst til at sy den op igen - efter samme ubehjælpsomme mønster som dengang :) Ikke den største sykunst, og med lidt mere erfaring på bagen kun et projekt der tog små 40 minutter, men jeg bliver nu stadig lidt varm om hjertet når jeg kigger på den og husker tilbage på de tonsvis af timer mor og jeg brugte på at forvandle stof og rester til kreative skatte og projekter <3